Hvis du ikke har læst indlægget “Koldprocess sæbe 101“, så stop her og gå tilbage og læs den!! Den indeholder nogle grundlæggende ting og videoer om sikkerhed, som er essentielle at vide, inden du går i gang med at arbejde med lud.
Jeg har længe ønsket mig at prøve at lave sæbe, eller at syde sæbe, som det hedder på dansk. Det er der flere årsager til. Først og fremmest fordi jeg godt kan lide at lave ting med hænderne – jeg synes der er noget særligt over håndlavede ting. Jeg nyder at skabe noget jeg kan bruge i hverdagen, og jeg nyder at se ting jeg har lavet, blive brugt. Den lille stemme i baghovedet der stolt siger “Det har JEG lavet” og glæden ved at se en idé blive til noget brugbart, uanset om det er et smykke, et stykke tøj eller noget så ordinært som vaskepulver.