Nyt stof til miiiig!
Når man som jeg, har et stofmisbrug….. problem med stoffer….. ehhhhh…..

…….!!!

Når man som jeg, har 2 børn, der vokser som ukrudt prinsesser, så har man ofte en undskyldning god grund til at købe nye stoffer. Det er ved at være på høje tid, at komme i gang med at sy ungernes vintergarderobe. Jeg havde håbet, at yngstedivaen måske kunne passe bare nogle af sine vinter leggings, men så heldig var jeg desværre ikke, så de ryger i loppesupermarkedet sammen med størstedelen af ungernes vintergarderobe, der har ligget i en kasse på loftet og krympet her hen over sommeren.

Det betyder at jeg har måttet ofre mig og tage ud og kigge på stoffer, så de stakkels unger kan få noget tøj på kroppen, og ikke skal gå og fryse hele vinteren. Det kan man ikke byde dem. Fornuftigt nok, og i øvrigt også ganske ukarakteristisk for mig, gennemgik jeg mit lager af stof, for at finde ud af hvad jeg manglede, så jeg ikke kom hjem med mere end jeg havde brug for.

Mine piger er meget forskellige. Ældstearvingen er til cowboybukser, bukser med hængerøv, sweatpants og oversize trøjer. Hun elsker det lidt sporty look, og det nyeste hit er lidt oversize sweatshirt-kjoler og leggings. Yngstedivaen er en rigtig kjole pige. Da hun gik i børnehave, havde hun store problemer med at kravle i træer i sine kjoler, indtil jeg begyndte at sy nogle lidt kortere og klatrevenlige kjoler. Hun går aldrig i bukser, medmindre hun ikke kan blive fri. Det er derfor meget nemmere at sørge for at hun har kjoler, leggings og cardigans, der passer til årstiden, end at diskutere med barnet, der kan køre enhver konflikt ud i det absurde.

En af mine udfordringer er, at min 7-årige datter pt. bruger str. 146 (og jeg har lige købt vinterstøvler str. 37, men det er en helt anden snak), og det gør, at det nogen gange er lidt kompliceret, at finde tøj til hende. En hel del tøj i hendes størrelse, er ikke rigtigt hverken praktisk eller passende for en 7-årig. Jeg har derfor gået hen over sommeren, og tænkt en hel del over, hvad jeg skal sy til dem, her til vinter, og jeg har efterhånden samlet en hel masse ideer. Jeg har en forhåbning om, at nogle af dem ender som færdige mønstre, men fra en idé i mit hoved og til et færdigt mønster er der en hel masse skridt og ret langt, så nu må vi se hvilke ideer, der virker og hvilke, der ikke gør. Mere om dette i et senere indlæg.

Jeg har en hel masse lækkert digital-print mv., så hvad jeg primært mangler er basisstof. Indimellem tager jeg en større shoppe-tur i Stof og Stil i Roskilde, for at få fyldt lageret op. De har ofte en hel masse lækkert stof, til en rimelig penge, og så kan jeg supplere op med stof, jeg finder rundt omkring og ikke kan leve uden.

Nå, jeg synes selv at jeg fik en masse lækkert med hjem – se, se, se!

Flere stoffer til MIG!

Og flere endnu – jeg kan ikke vente med at komme i gang med at klippe og sy.

Vinterstof til ungerne

Og jeg elsker bare denne farvepalet. Jeg ved godt at koral/støvet rosa er so last year, men jeg hænger stadig ved. Så må jeg bare prøve at få tilført tøjet lidt kant, så ældstearvingen ikke synes, at det er alt for tøset.

Se alle disse skønne farver stof

“Men, Pernille hører jeg dig sige, jeg troede ikke at du manglede digitalprint, så hvad laver det skønne ugle-print i bunken?” Svaret her er, at det gør jeg heller ikke, så jeg har selvfølgeligt heller ikke købt noget, det her hoppede op i min vogn helt af sig selv, og bagefter fulgte det efter mig hjem. Jeg kunne da ikke bare efterlade det ude i regnen? Jeg er jo ikke ond! Jeg tilbyder gerne hyldeplads til hjemløst stof.

Written by Pernille

Leave a Comment