740x410-Hortensia

 

Noget af det jeg holder af, er kreative ting, der er lidt vanskelige og kræver en indsats. Jeg synes det er fantastisk at lære noget nyt, og jeg nyder processen ved finde ud af hvordan jeg kan lave tingene. I tilfældet her, er der ikke særligt meget hjælp at hente på danske hjemmesider, så jeg har siddet og læst en masse på engelsk. Det betyder også at en del af de udtryk jeg bruger her på siden, er engelske, fordi jeg ikke nødvendigvis kender de danske termer. Hvis der er nogen, der har lyst til at opdatere mig, skal de være hjerteligt velkomne.

Sæbe bliver til, i en kemisk process mellem fedtstof, lud og væske, kaldet forsæbning. Der er ingen vej uden om! Fordi sæbe kræver lud, er det vigtigt at være meget opmærksom på sikkerheden. Hav altid lange bukser, lange ærmer, gummihandsker og sikkerhedsbriller på, når du arbejder med lud.

Der findes 2 forskellige måder at lave sæbe på. Kold process og varm process. Ved kold process sæbe køles olien og luden ned til samme temperatur, mellem 30 og 50 grader (jo varmere de er, jo hurtigere forløber forsæbningen), inden de blandes sammen under omrøring. Derefter røres eller blendes sæben indtil den opnår, hvad der kaldes trace, dvs, man kan lave spor i sæben, der ikke bare løber ud igen. Trace kan findes omtalt som let, medium og tyk trace – det er forskellige stadier af samme process. En af fordelene ved kold process er, at man har fuld kontrol over sæben i hele forløbet. Ulempen er at forskellige stoffer, fx farver og duftolier kan påvirke den kemiske process, hvilket lægger nogle begrænsninger på designet.

Grunden til, at det hedder kold process, er at der ikke tilføres nogen varme udefra. Efter sæben opnår trace, fyldes den i en form, og pakkes ind i et håndklæde, eller i køleskabet eller fryseren, det kommer an på hvilken finish man ønsker. Det er et emne for et andet indlæg. Til at starte med, pak den ind i et håndklæde. Efter 24-48 timer skæres sæben ud, og den stilles til tørre. Selvom sæben teknisk set er færdig efter de 24-48 timer, har den brug for at tørre og hærde i 4-6 uger. I den periode falder sæbens pH værdi også lidt, hvilket giver en mildere sæbe.

Ved varm process sæbe, tilføres der varme udefra, hvilket accelerer processen betydeligt, så sæben er klar til brug dagen efter. Mere om det, i et senere indlæg. Her drejer det sig om kold process sæbe.

Start med at se disse videoer fra Soap Queen. De fortæller noget om sikkerhed, og gennemgår de grundlæggende termer i forbindelse med at lave kold process sæbe. De er desværre på engelsk, så hvis der er nogle der ikke helt forstår dem, beklager jeg. Jeg er ikke klar over, om der findes lignende videoer på dansk, jeg har ihvertfald ikke fundet nogen. Igen, hvis der sidder nogen derude, der kender nogle gode videoer, så sig endelig til. Ellers kan det være at jeg på et eller andet tidspunkt beslutter mig for at lave dem selv:

Sikkerhed

Jeg ved at jeg har skrevet det før, men det tager ikke skade af at blive gentaget. Hav altid lange bukser, lukkede sko, lange ærmer, gummihandsker og sikkerhedsbriller på!
Ting til at lave sæbe

  • Sikkerhedsbriller. Lud er stærkt ætsende, og det absolut sidste sted, man har lyst til til at have det, er i øjnene. Sørg derfor altid for at bruge sikkerhedsbriller.
  • Gummihandsker. Fx de kraftige handsker, der kan købes i de fleste supermarkeder, og som dækker hele underarmen, eller latex handsker, der er tyndere og giver bedre føling med redskaberne, men til gengæld kun dækker hænder og håndled.
  • Lange ærmer, lange bukser og lukkede sko. Den nemmeste måde at beskytte kroppen mod lud stænk og rå sæbe er at dække bar hud med tøj.
Udstyr
  • En beholder, der kan tåle opvarmning/varme, og som ikke reagerer med sæben. Aluminium reagerer med lud, og afgiver giftige dampe, så gryder/skåle i aluminium kan ikke bruges til at lave sæbe i.
  • En beholder til at blande lud i. Denne skal kunne tåle varme, da lud bliver ganske varmt, når det bliver blandet med vand.
  • 1, gerne 2 termometre (en til lud og en til fedtstoffet. Hvis du skyller det indimellem, kan det lade sig gøre med 1, men det er klart nemmest med 2.)
  • Form til sæben, der kan tåle varme. Selvom det hedder kold process sæbe, bliver den rigtigt varm. Spørg mig ikke hvordan jeg ved det. Det kan være en “rigtig” sæbe form, en rengjort mælkekarton eller evt. en bageform, med bagepapir i. Lad være med at springe bagepapiret over – det er pænt irriterende at få ud af formen uden – igen lad være med at spørge mig, hvordan jeg ved det. Vær opmærksom på at bruges der bagepapir i en bageform, vil denne lave mærker i sæben. Det betyder ikke noget, hvis sæben fx skal bruges til vaskepulver, men det er ikke optimalt, hvis man gerne vil lave et fint stykke sæbe til at ligge fremme. Træ kan ikke bruges, uden at være foret med noget, da rå sæbe
  • Piskeris, grydeske eller en stavblender. At håndrøre sæbe kan bogstaveligt talt tage timer. En stavblender reducerer den tid ganske betragteligt, men lad være med at bruge den stavblender, du normalt bruger til madlavning. Den skal bruges til at blande luden i fedtstoffet, og der er ingen, der har lyst til lud rester i maden. Jeg fandt en billig stavblender i Kvickly, jeg tror den kostede 80 kr.
  • Dejskraber. For at få al sæben ud af skålen og over i formen.
  • Køkkenvægt. Når man laver sæbe, er det vigtigt at være præcis. Derfor vejes alle ingredienser, i stedet for at blive målt.
Ingredienser
  • Demineraliseret vand, eller anden væske. Kan købes i større supermarkeder, eller fx i Matas.
  • Lud, kaldes også kaustisk soda. Kan fx købes i Matas.
  • Forskellige olier og fedtstoffer. 

Når du er nået hertil, er du ved at være klar til at gå i gang med at lave selve sæben.

Written by Pernille

Leave a Comment