Hjemmelavet vaskepulver
Et af de steder, hvor det er forholdsvist nemt, at fjerne overflødige kemikalier, og lave noget mindst lige så godt selv, er vaskepulver. Det er faktisk overraskende simpelt. For slet ikke at snakke om at sæbe er sjovt at lave! “Men Pernille, er det nu også lige så godt som det vaskepulver man kan købe i butikkerne i dyre domme?” Svaret er ja, det er mindst lige så godt. Mit vasketøj er fint rent, farverne er klare og det dufter vidunderligt, hvilket i min verden betyder, at det dufter af frisk luft og intet andet.

Min mand er typen, der går ud og graver have i sine hvide shorts (!) og mine møgunger søde prinsesser hopper gerne i hver eneste mudderpøl de kan finde, klatrer i træer og vælter på rulleskøjter, for slet ikke at tale om, hvordan de lugter, når de kommer hjem fra spejder, og har leget i skoven eller med bål hele aftenen. Med andre ord, så skal mit vaskepulver kunne klare lidt af hvert.

Vaskepulver består af andet end sæbe, selvom sæbe selvfølgelig er en væsentlig ingrediens. Når du først har lavet sæben, er det faktisk helt vildt nemt at lave. Jeg har ikke sat mig ned, og regnet prisen ud på det, det er dog min fornemmelse at der er en vis besparelse, hvis du undlader at regne din egen timeløn med. Det er ikke fordi, det er så vanvittigt tidskrævende at lave, men der er en masse tørretid indimellem. Der kan sikkert også opnås yderligere besparelser, ved at købe ingredienserne i større mængder.

Det er dog ikke prisen, der er min primære motivation, men glæden ved at skabe, og visheden om at jeg ved præcist, hvad indholdet er, også selvom Vanish er et færdigkøbt produkt. Jeg trøster mig med, at det er uparfumeret og svanemærket, så helt skidt kan det ikke være. Så længe det ikke er væsentligt dyrere end hvad jeg brugte før (Änglamark), og jeg hygger mig med at lave det. Ønsker du at lave det i en speciel variant til hvid vask, så brug Vanish til hvid vask, i stedet for den normale eller den grønne.

Ingredienser til vaskepulver

Udstyr
  • Rivejern og/eller foodprocessor/minihakker
  • Skål
  • Grydeske
  • Køkkenvægt
  • Bakke
  • Bagepapir
Opskrift
  • 500 g revet kokossæbe – se hvordan den laves HER
  • 500 g soda – kan bl.a. købes i større supermarkeder
  • 125 g Vanish – kan udelades, hvis du ikke ønsker det i vaskepulveret, det vasker helt fint uden. Jeg finder dog, at jeg alligevel står og putter Vanish i maskinen pga. føromtalte mand og børn – simpelthen fordi jeg hellere vil være på den sikre side. Mine bunker af vasketøj er så store, at jeg ikke orker at skulle risikere at skulle vaske det 2 gange.
  • 125 g Epsom salt (vær opmærksom på at at det er magnesium sulfat, og ikke at forveksle med bordsalt, natriumklorid). Kan købes i Matas eller helseforretninger.
  • Æterisk olie efter eget valg, jeg bruger som regel pebermynte og nogen gange lidt Tea Tree oil – de kan sagtens undværes, eller du kan vælge en anden olie. Det er helt op til dig.

Her kan der frit skaleres op og ned, bare du bibeholder forholdet mellem de forskellige ingredienser. Der skal bruges 1 del sæbe, 1 del soda, 1/4 del Vanish og 1/4 epsom salt og æteriske olier/duftolier efter behov.

Fremgangsmåde
  1. Riv sæben groft på et almindeligt rivejern eller med rivedimsen på din foodprocessor.Revet sæbe
  2. Spred den revne sæbe ud og lad den ligge et par dage og tørre. Dette trin kan du godt springe over, hvis du ikke har tid, men det er nemmere at få sæben pulveriseret ordentligt, hvis den er helt tør. Hvis sæben har ligget og hvilet en uges tid inden den blev revet, er der ikke nødvendigvis så stort et behov for dette trin, men det er nemmere at lave den til pulver, hvis sæben er ordentlig tør. Læg bagepapir i bakken, og bred den revne sæbe ud. Rør rundt i sæben indimellem. Revet sæbe
  3. Brug en foodprocessor eller en minihakker til at hakke sæben finere. Du vil gerne have pulveret forholdsvist fint, det er nemmere at dosere på den måde, og det minimerer også risikoen for pulverpletter på tøjet. Sæbe i minihakker
  4. Hvis sæben er lidt klistret, og det er svært at få den til pulver, kan det være fordi den ikke er ordentlig tør. Prøv at putte lidt soda med og hak det endnu en gang. Hakket sæbe med soda
  5. Bland alle ingredienserne sammen, på nær den æteriske olie og rør grundigt. Dryp derefter evt. olie ud over og rør grundigt igen. Til denne portion bruger jeg normalt ca. 10 dråber. Jeg vil gerne have de gode antibakterielle egenskaber fra olien, men jeg gider ikke at mit tøj dufter, så jeg begrænser mig. Du er selvfølgelig velkommen til at tilsætte hvad du har lyst til – eller helt undlade æteriske olier eller duft.
  6. Fyld vaskepulveret i en beholder og begynd at vaske.

Vaskepulver

Jeg bruger ca 3/4 dl vaskepulver til en 8 kg’s maskine og dertil ca ½ dl eddike i skyllemiddelskuffen, og det klarer næsten alle pletter, som ovennævnte familie kan finde på at komme slæbende hjem med. Der er selvfølgelig pletter, hvor selv mit vidundervaskepulver må give op (gamle karry- og tomatsovs pletter osv), men det er mindst lige så godt som det vaskepulver, jeg brugte før i tiden – faktisk vil jeg vove pelsen og sige at det er bedre.

Så nemt er det. Enjoy, og sig til, hvis du har nogle spørgsmål eller erfaringer på området, du gerne vil dele ud af.

Written by Pernille

Leave a Comment